Så er der bal på Møllen
I anledning af Kulturaften 2022 er der bal på Møllen. Et offentligt, uformelt og ganske gratis folkedanserbal i kl. 19.00 – ca. 21.00.
Det er arrangeret af Møllelauget og Folkedanserforeningen FC Grenaa og er både for folkedansere og alle andre, også ikke-dansere, fodfumlere, skabsdansere og balløver.
»Der vil være tydelig instruktion og alle hjælper hinanden,« lyder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne.
Der bliver danset til levende musik fra Spillemandslaugets orkester, så stemningen er helt autentisk og med garanti for sved på panden. Man kan møde op som par,, gruppe eller alene, og konceptet er, at der byttes partnere og skiftes ud så alle får danset mest muligt.
»En mere kulturel aften oplever du næppe, for rigtig folkedans er ægte dansk kultur, når den er bedst,« lyder det fra arrangørerne.