Fugletur med litteratur i Vissing Enge
sra
Fuglekender, åmand og lokalarkivar Poul Nørgaard Jensen viser vejen, når der onsdag den 12. oktober er tur til Vissing Enge. Med sig har han Christine Ellebæk Sørensen fra Hammel Bibliotek, som har smurt stemmen og er klar til højlæsning fra udvalgte litterære værker – om fugle.
De har givet hinanden udfordringen ”Find fuglen – læs om den” – så Pouls job er at lokalisere og fortælle om de fugle, der er mulighed for at se og høre på denne tid af året, mens Christines bliver at læse højt fra tilsvarende litteratur.
Påklædning efter vejrforholdene samt vandtæt fodtøj er vigtigt. Der tages forbehold for aflysning ved meget dårligt vejr.
Billetter er gratis, men obligatoriske. Tilmelding foregår på biblioteket eller på www. favrskovbib.dk.