Real Thing på Underværket
The Real Thing er kult. I Norge. Og ikke mindst I Randers. Siden den norske kvartet i 90’erne spillede sine første koncerter på Rick’s Cafe i Randers, har bandet haft en meget stor opmærksomhed og opbakning i byen. Senest var der totalt fyldt, da The Real Thing i 2019 spillede hos Jazzens Venner på Underværket.
Onsdag 19. oktober kommer The Real Thing igen til byen. Denne gang hos Bluesnight Randers, hvor man kan forvente blues, jazz, soul, swing, latin, funk og i sine passager med både rock- og visepræg.
Godt nok opererer The Real Thing fra Oslo i Norge, men orkestret består faktisk af to svenske, én engelsk og én enkelt norsk musiker. Svenske Staffan William-Olsson spiller guitar, og hans landsmand Paul Wagnberg leverer vokalerne, ligesom han håndterer det legendariske Hammond B3-orgel. Britiske Dave Edge med en fortid som underviser på Paul McCartneys musikskole i Liverpool spiller saxofon og tværfløjte, og bag trommerne sidder bandets eneste ægte nordmand, Hermund Nygård.