Blues på Tante Olga
Tante Olga åbner torsdag 13. oktober dørene for koncert med Shanna Waterstown, der er tilbage i Randers, »en passioneret, lidenskabelig og inspirerende sangerinde. Hun kan sin soul og gospel, som kom ind med modermælken,« lyder det i en pressemeddelelse.
Blues-tilgangen har hun blandt andet fået fra sceneoptrædener med navne som Buddy Guy, Louisiana Red, Mud Morgenfield og som korsangerinde for legendariske James Brown.
Selv om Shanna er af den yngre generation af rhytm’n blues sangerinder, betegnes hun som en rigtig ”Blueswoman” og Shanna, der er født i Deep South, Florida i USA, er godt på vej til at indtage bluesscenen..
Shanna har turneret i USA og Europa, herunder Frankrig, Tyskland, Schweiz, Belgien, Danmark, Italien, Spanien, Østrig, Polen, Letland, hvor hun har spillet på både mindre scener og klubber samt på nogle af de største bluesfestivaler.