Fortsæt til indhold

Folkehusene får jazz fra højskolesangbogen

Musikere fra Aarhus Jazz Orchestra fortolker den danske sangskat på aarhusianske folkehuse.

Kultur og byliv

En trio bestående af trompet, bas og vokal besøger op mod 12 folkehuse i Aarhus Kommune og spiller koncerter med musik fra den danske sangskat – ganske gratis.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Jazz Orchestra.

De tre musikere er henholdsvis trompetist Jakob Sørensen, bassist Frederik Sakham og sanger Mathias Kjeldsen. Sammen har de lavet et koncertprogram med sange fra Højskolesangbogen og Den Danske Salmebog i nye arrangementer – dog altid med traditionen for øje og øre. Der bliver derfor også rig mulighed for at synge med på velkendte melodier.

Det er en del af en samarbejdsaftale mellem Aarhus Jazz Orchestra og Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, der siden 2015 har sørget for, at jazzen kommer ud i alle hjørner af kommunen. Det giver det aarhusianske orkester en unik mulighed for at besøge publikum i deres vante omgivelser og spille nærværende koncerter i øjenhøjde.

Koncerterne finder sted d. 5.-7. oktober og 12.-14. oktober. På Aarhus Jazz Orchestras hjemmeside kan man finde en liste over alle de folkehuse, som musikerne besøger over de kommende uger.