Fortsæt til indhold

Masser af film på plakaten i efterårsferien

Hvis efterårsvejret driller og kedsomheden rammer i og omkring efterårsferien, er Store Bjørn Biograf i Ebeltoft vært for en masse forskellige film, både for store og små.

Kultur og byliv
gs

Endnu engang spænder programmet i Store Bjørn vidt, fra skøre minions og vores alle sammens Flemming ”Bamse” Jørgensen til satirisk Guldpalme-vinder og en længe ventet filmatisering. Der er masser af underholdning i og omkring efterårsferien i den lokale biograf.

Gru og hans minions er tilbage

I anledning af skolernes efterårsferie har Store Bjørn biograf lagt to ekstra visninger ind til de små, af filmen ”Minions 2: Historien om Gru”. Her befinder vi os i 70’erne, hvor unge Gru er mere optaget af superskurke end af buksesvaj og disko. Han allierer sig med sine små gule undersåtter i forsøget på at blive medlem af De 6 Slyngler.

Minions 2 kan ses de to søndage i efterårsferien, kl. 13 begge dage.

Det er hårdt at være rig

Den svenske filminstruktør Ruben Östlund modtog stående ovationer og De Gyldne Palmer for filmen ”The Triangle of Sadness”, hvor han ironiserer over de superrige og deres manglende evne til at klare sig, når de bliver udfordrede på deres basale behov.

Se den prisvindende og anmelderhyldede film fredag 14. oktober kl. 19.

Bestseller og Bamse

Torsdag, fredag og lørdag i efterårsferien kan du også se filmatiseringen af den meget populære roman, ”Hvor flodkrebsene synger”. Den forladte pige Kya vokser op alene i marsken i det sydlige USA. Hun kan hverken læse eller regne, men lærer i stedet af naturen omkring sig. Da rygterne begynder at florere om ”marskpigen”, isoleres Kya endnu mere.

Kya drages dog af to unge mænd i en nærtliggende by, men da den ene mand findes død, anklages hun for mordet.

Filmen om Bamse lagde Store Bjørn ned med fire stort set udsolgte forestillinger. Gik du forgæves, har du nu muligheden igen 15. og 16. oktober.