Lokal kunstner følger op på Kunstspor og Spor Kunsten 2022
Frisk efter Covid-19 er keramiker Birthe Rågård nu igen klar til at byde keramikinteresserede velkommen i sine lokaler.
En af Ebeltofts nytilflyttede kunstnere, keramiker Birthe Rågård, som skulle have deltaget i den årlige begivenhed Kunstspor og Spor Kunsten 1. og 2. oktober, måtte aflyse på grund af smitte med Covid-19.
Det var hun selvfølgelig meget ærgerlig over. Ikke mindst fordi hun op til den weekend havde haft en del forberedelser til arrangementet, og som ny i byen havde set frem til at tage imod besøgende i sine nye lokaler i Overgade.
Flere potentielle gæster kom til et forklarende skilt på en lukket dør og måtte vende om. Og flere havde måske også set hendes aflysning af arrangementet på de sociale medier og på hendes hjemmeside.
Alle, som er gået forgæves og alle interesserede i øvrigt, får nu muligheden igen i weekenden 15. og 16. oktober. Desuden kan man altid, året rundt, kontakte Birthe Rågård og aftale et besøg, skriver hun i en pressemeddelelse.