Fortsæt til indhold

Prostatakræft behandles i rost monolog

Cancer-komedien "En lille smule ubehag" vender tilbage til Svalegangen.

Kultur og byliv

Et empatisk, varmt, rørende og rystende morsomt skuespil om…prostatakræft. Det kontrastfulde set-up hedder ”En lille smule ubehag” og er en fantastisk historie om noget helt igennem forfærdeligt.

Det fremgår af en pressemeddelelse om genopsætningen af Jeff Metcalfs roste og cancer-komedie om hans egen transformerende rejse igennem kræften.

29. oktober genopsættes ”En lille smule ubehag” på Teatret Svalegangen, hvorefter forestillingen drager på en danmarksturné.

I forestillingen får en 55-årig professor konstateret den hyppigste cancerform blandt mænd. Skuespiller Holger Østergaard zapper ind i de følelsestilstande og karakterer, som Frank Fjordby møder på sin vej, da han med et bliver patientliggjort. Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger, familien, døden og såmænd også Franks sammenbidte ringmuskel, der ikke vil åbne sig for videnskaben.

Teatret Svalegangens direktør og kunstneriske chef Per Smedegaard, der også har instrueret forestillingen udtaler:

»Vi taler ikke om sygdom, os mænd. Vi er programmeret til at være de stærke og tavse. Problemet er bare at det kan være livsfarligt, hvis man venter for længe.«