Fortsæt til indhold

Biblen er verdens vigtigste bog, siger Leth

Kristian Leth er en mand med mange talenter... og mange tanker. Dem deler han ud af i Hadsten.

Kultur og byliv

I et samarbejde mellem Hadsten Storpastorat og Hadsten Højskole får man nu mulighed for at opleve forfatteren Kristian Leths oplevelsesrige foredrag om Biblen.

I podcasten Bibelen Leth fortalt på P1 gennemgår Kristian Leth bibelen og dens betydning. I dette foredrag fortæller han, hvorfor bibelen er verdens vigtigste bog, og forklarer, hvordan den påvirker os alle sammen, vores dagligdag, vores omgivel­ser og vores forståelse af os selv i verden.

Via nedslag i og genfortællinger af en ræk­ke historier fra bibelen bliver alt fra missio­neren og fundamentalisme til universalisme og – ja – selv ateisme forklaret som vide­reudviklinger af tendenser i kristendom­men med rod i bibelen.Samtidig trækkes der tråde tilbage til det, der kom før, sådan at vi forstår, hvor radikale vores almene, overleverede ideer i virkeligheden er.

Hvordan forstår man bibelen og kristendommen i en større, menneskelig kontekst? Hvad er det for et øjeblik i menneskehedens historie, vi lever i? Og hvor er vi på vej hen efter, at bibelen måske ikke fylder lige så meget, som den har gjort før?

Foredraget er respektfuldt og udogmatisk, men udfordrer både troende og ateister til at revurdere deres egen forståelse af den cirka 2000 år gamle samling tekster, der har lagt grundlaget for den kultur og det samfund, vi lever i i dag.

Kristian Leth bor i Brooklyn og han har udgivet 15 plader og 9 bøger. Derudover har han produceret et utal af radioprogrammer, podcasts, TV-programmer, skrevet operaer, artikler, produceret og komponeret sange for Oh Land, Søren Huss, Pernille Rosendahl, Coco O. og mange andre.

Kristian Leth har netop udgivet bogen ’En Vej Ud Af Tågen’ om hans barndom og forhold til sin far Jørgen Leth.

Det er 26. oktober klokken 19:30 på Hadsten Højskole, at du kan høre hans nyeste foredrag ’Verdens vigtigste bog - Kristian Leth om Biblen’.