Fortsæt til indhold

Syng med toppolitikere, før du stemmer

Århus Onsdag og Den Gamle By står bag et anderledes, personligt og stemningsfyldt valgarrangement.

Kultur og byliv
mony

I valgkampen er der fokus på konflikt, uenighed og hvad der splitter os. Men det er svært at skændes, hvis man lige har sunget sammen og på den måde bygger sange bro. Det er netop meningen med arrangementet ”Stemmer i valget”, som Århus Onsdag og Den Gamle By inviterer til den 25. oktober kl. 19.

Arrangementet foregår i det smukke Helsingør Theater i Den Gamle By.

Her kan du møde en række østjyske toppolitikere, der hver har udvalgt en kendt yndlingssang, der betyder særligt meget for dem. Vi bliver klogere på, hvorfor lige netop den sang, rører noget særligt i dem og udover selvfølgelig at synge, fokuserer aftenen også på politikernes syn på kultur og kulturpolitik.

»Man behøver virkelig ikke at kunne synge, for at deltage. Tværtimod skal aftenen være en hyldest til mangfoldigheden - både hvad angår politik og sangkraft,« understreger Morten Nystrup, ansv. chefredaktør for Jyllands Postens Lokalaviser.

Han mener, at politikernes valg af sange siger noget om dem som mennesker, hvad de er rundet af og deres livssyn. Han vil dirigere gæster og politikere gennem en aften med kultur på dagsordenen.

»Traditionelt fylder kultur ikke meget i valgkampe eller i den politiske debat, men det lader til at være anderledes denne gang. Kriserne og en verden i opbrud har måske øget behovet for at rykke sammen om det, der kitter landet sammen; kulturen,« siger han.

Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn glæder sig til at byde politikere og gæster velkommen.

»En centralt placeret politiker gjorde mig engang opmærksom på, at besøgende jo også er vælgere, og mange besøgende er lig med mange vælgere. Det er jeg overbevist om, at de medvirkende politikere er helt på det rene med, og så er det jo meget passende, at valgmødet finder sted i Den Gamle By,« bemærker han.

Han møder ofte den antagelse, at kulturen i hovedstaden pr. automatik er ”first mover”. Men ifølge museumsdirektøren sker de største nybrud uden for København.

»Det er jeg ikke sikker på, man ved i ministerierne. Jeg tror nok, de lokale politikere ved det, og i hvert fald er jeg sikker på, at museumsgæsterne ved det,« fastslår han.

Uanset hvad så bliver aftenen præget af både gamle og nye sange, som mange har et nært forhold til.

»Det bliver en varm, stemningsfuld og måske også følelsesladet aften. Politikernes sangvalg bærer præg af en usikker verden, men i langt højere grad også af håb. Måske endda - og især - for kulturen,« siger Morten Nystrup.

Man kan reservere billetter på Den Gamle Bys hjemmeside.