En opvækst med syv mødre
Forfatter og historiker Pernille Ipsen fortæller om at vokse op midt i Rødstrømpebevægelsen.
I årene 1970-1975 blev kvindebevægelsen en af de vigtige sociale bevægelser i Danmark. Og for nogen børn gave det en opvækst udover det sædvanlige.
Torsdag 3. november kl. 16 på Kulturloft vil forfatter og historiker Pernille Ipsen fortælle om livet i midten af Rødstrømpebevægelsen med udgangspunkt i sin egen opvækst og familiehistorie. Hendes syv mødre mødtes på Femø kvindelejr i sommeren 1971 og var med til at besætte det første kvindehus i København i efteråret 1971.
Ind i kvindekampen
De etablerede et kvindekollektiv ved siden af Kvindehuset og kastede sig helhjertet ind i kvindekampen med det ambitiøse mål at frigøre sig fra patriarkatet, skabe plads til nye måder at være kvinder på og derigennem lave en mere lige og retfærdig verden. Det viste sig at være et større arbejde, end de havde regnet med, men de nåede et langt stykke af vejen.
Foredraget på Kulturloft er baseret på Pernille Ipsens kollektive biografi Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt (Gyldendal 2020). Bogen vandt Montanas Litteraturpris 2020 og blev nomineret til Politikens Litteraturpris 2020.
Pernille Ipsen er ph. d. i historie fra Københavns Universitet og lektor i køns og kvindestudier og historie på University of Wisconsin, Madison i USA.
Foredraget er arrangeret af BMA - Bibliotek, Museum, Arkiv, og billetter kan købes på Syddjurs Biblioteks hjemmeside.