Fortsæt til indhold

Vind maleri af folketingskandidat på Familiemessen

Kultur og byliv
sra

Kun to dage før vi skal afgive vores stemme til folketingsvalget, er de politiske partier på mærkerne, når Familiemessen i Hadsten løber af stablen søndag 30. oktober.

På Venstres stand ved messen har folketingskandidat Erik Veje Rasmussen stillet et af sine malerier til rådighed for en konkurrence, skriver partiet i en pressemeddelelse.

Efter sin karriere som håndboldtræner er Erik Veje blevet en efterspurgt kunstmaler med udstillinger i forskellige gallerier. Maleriet på Familiemessen har fået titlen ”Dansen” og har en værdi af 8.100 kroner.

»Egentlig har jeg det lidt ambivalent med titler, for det indskrænker betragterens fantasi. Uden en titel kan betragteren nemmere skabe sin egen virkelighed,« forklarer Erik Veje Rasmussen, og understreger, at titlen ”Dansen” på ingen måde har politiske bagtanker.

Han håber blot, at vinderen af maleriet vil få stor glæde af at have det hængende hjemme på sin væg.