Fortsæt til indhold

250 af de fineste racefjerkræ på udstilling i Hadsten

De tre foreninger Skanderborg Fjerkræklub, Djurs Racefjerkræ Klub og Hadsten Fjerkræklub er gået sammen om udstilling.

Kultur og byliv
gs

Udstillingssæsonen er i gang, og 5.-6. november holdes der racefjerkræudstilling i Hadsten.

Det er de tre foreninger Skanderborg Fjerkræklub, Djurs Racefjerkræ Klub og Hadsten Fjerkræklub, der er gået sammen om at arrangere en flot seværdig udstilling.

Det er den største udstilling i Østjylland med omkring 250 tilmeldte udstillingsdyr fordelt på 15-20 udstillere.

Bedømmes fredag

Udstillerne afleverer allerede torsdag deres udstillingsdyr og så har specialuddannede racefjerkrædommere hele fredag til at gennemgå de flotte dyr og bedømme hvert enkelt dyr på en skala fra 0-100 efter en standardbeskrivelse.

De fleste dyr vil være bedømt 91-97 point, da udstillerne har gennemgået deres dyr inden udstillingen, hvor de også har vasket fødder og ansigt; nogle har også vasket hele hønen.

Klargøring af svømmefugle foregår over flere dage, da de skal vaske sig selv og derefter gå i ren tør strøelse og så på afleveringsdagen smøres med lidt madolie på næb og fødder.

For duer går klargøring ud på træning, så duen præsenterer sig flottest muligt og aftørring med en blød klud for at få en god glans i fjerene.

Flest høns og dværghøns

Den største afdeling på udstillinger er med høns og dværghøns, hvor der er tilmeldt 100 høns i stor race med en større samling af Plymouth Rock, Sussex, Italienere og de flotte Nøgenhals.

Af dværghøns er der tilmeldt omkring 60 fordelt på Faverolles, Wyandot i flere farver, Tyske Dværge i flere farver, Japanske Chabos, Hollandske Dværge i flere farver og den langhalede Fønix.

Der vel være en mindre samling af svømmefugle med sjældne ænder og de mere almindelige Rouen.

Raceduer er repræsenteret med mange flotte dyr blandt andet Lærkeduer, Strassere og Hollandske Tumlinger.

Der er også mulighed for en pause og en god snak i den lille cafe, hvor der er kaffe på termokanden og et amerikansk lotteri.

Der vil være åbent for publikum lørdag kl. 10-16 og søndag 10-15, og det foregår på adressen Langskovvej 21 i Hadsten.