Fortsæt til indhold

Danske Sarah-Sofie skal spille med de allerstørste

Den autodidakte skuespiller Sarah-Sofie Boussnina kan skrive endnu en international præstation på sit omfattende cv med en rolle i "Dune: The Sisterhood".

Kultur og byliv
/ritzau/

Den danske skuespillerinde Sarah-Sofie Boussnina fortsætter sin fart mod de internationale stjerner.

Det 31-årige autodidakte stortalent har landet en bærende rolle i HBO Max’ kommende serie ”Dune: The Sisterhood”.

Det skriver det amerikanske medie Deadline, og Sarah-Sofie Boussnina har også delt nyheden på sin egen Instagram-profil.

Den kommende serie udspiller sig i samme univers som Denis Villeneuves stjernespækkede fantasifilm ”Dune”, der havde premiere i 2021 med internationale topnavne som Timothée Chalamet, Zendaya, Stellan Skarsgård, Charlotte Rampling og Javier Bardem på den imponerende rolleliste.

Store stjerner

”Dune: The Sisterhood” har ud over Sarah-Sofie Boussnina også den Oscar-nominerede skuespillerinde Emily Watson og Star Wars-stjernen Shirley Henderson på rollelisten.

Sarah-Sofie Boussnina fik sit gennembrud i TV 2-serien ”Lærkevej” tilbage i 2009.

Siden har hun haft store roller i julekalenderen ”Tvillingerne & Julemanden”, DR-thrilleren ”Broen” og Afdeling Q-krimien ”Fasandræberne”.

Karrieren har efterfølgende bragt den autodidakte skuespillerinde til Hollywood.

Sarah-Sofie Boussnina har medvirket i storserien ”Knightfall” og dramaet ”Maria Magdalena” over for Rooney Mara og den Oscar-vindende skuespiller Joaquin Phoenix.

Nu venter ”Dune: The Sisterhood”, som snart går i optagelse.

”feudalt imperie”

Dune-universet blev skrevet af forfatteren Frank Herbert og udgivet i midten af 1960’erne.

Bogen skildrer et feudalt imperie, hvor planetære territorier kontrolleres af adelige huse.

David Lynch filmatiserede romanen tilbage i 1984, og det var den, Denis Villeneuve genindspillede sidste år.

Der er endnu ingen oplysninger om, hvornår ”Dune: The Sisterhood” får premiere på HBO Max.