Tryllekunst, rim og jokes for både børn og voksne
Lørdag gæster Comedyklubben Syddjurs Egnsteater i Rønde med Comedyklubben Junior – et show fuld af magi, musik og spas for børn fra 6 til 99 år.
»Hvordan i alverden gjorde han det?«
Du kender måske følelsen af at sidde tilbage med kæben på knæene efter et rigtig godt show. Nu er det muligt for både dem med mælketænder og dem med broer at blive blæst bagover af Comedyklubbens trylleri og jokes til Comedyklubben Junior på Kulturhotellet i Rønde. Det sker lørdag 9. oktober klokken 14.00.
Dagens vært og tovholder er Valdemar Pustelnik. Han guider publikum igennem showet samtidig med, at han underholder og inddrager både børn og voksne. Det at lave jokes og vittigheder, der rammer både børn og forældre, er en kunst i sig selv, og her leverer Comedyklubben sikkert og uden tøven.
Eftermiddagens tre komikere er Kim Andersen, Lars Udengaard og Pelle Møller. Kim Andersen er tryllekunstner med speciale i close-up-magi og skøre påfund. Lars Udengaard laver tryllekunster, skuespil, improcomedy og underholder både børn og voksne.
Pelle Møller er en af de få professionelle freestyle-rappere i Danmark. Han er mester i improviserede rim og formår at lave jokes i øjenhøjde, så både de yngste, de unge og de ældre kan være med.