Trubadurens aften i Inside
Sebastian giver koncert i Hammel 5. november.
Det er 50 år siden, han udgav sit første album på dansk. Så det er i sandhed et langtidsholdbart ikon, der går på scenen, når Hammels kulturhus InSide 5. november kl. 20 præsenterer Sebastian.
Sebastians både finurlige, eftertænksomme og poetiske sange har været soundtracket til mange danskeres liv. Han vil os noget, både de unge og de ældre. Der er noget til hele følelsesregistret.
I InSide står Sebastian alene på scenen og ledsager sine udødelige sange med anekdoter og underfundig humor.
»Vi har alle noget at se frem til, når trubaduren giver os et udsøgt rids af sine sange fra ”Måske ku’ vi” og ”Du er ikke alene” over musicalsangene til den helt nye ”Mariupol”. De stille, de rockede og ikke mindst eviggrønne, som vi kan synge med på,« lyder det i en pressemeddelelse fra kulturhuset.