Dommedag på Værket
Årets store ID Talentproduktion 'Dommedag' med musik, teater og kunst og 150 unge medvirkende har premiere 10. november.
Over 150 unge medvirkende, der arbejder med musik, teater og kunst, præsenterer en imponerede og visuelt flot event med titlen ’Dommedag’.
Produktionen har premiere i Ridehuset på Værket torsdag 10. november og spiller kl. 18 og kl. 20. Billetterne er gratis, men skal bookes på forhånd på www.randers.dk/id. Publikum sidder i salen på tre sider af scenen, som er lavet som en slags cirkusmanege. Her præsenteres en event, der er en blanding af musik, kunst, lys, teater og dans, og hvor de unge kunstnere sætter ord, musik og billeder til temaet ’Dommedag’.
Også håb i årets tema
ID Projektets tema ’Dommedag’ er valgt af årets ID Ungestyregruppe. En titel de ikke kun forbinder med, at jorden på grund af klima udfordringer, sygdom, krig osv. måske har en deadline for sin overlevelse, med al den angst og udslettelse den oprindelige Dommedags tænkning er forbundet med. De unge i Styregruppen så også rigtig mange andre dimensioner i temaet. Dimensioner der er positive og giver håb.
ID præsenteres af TalentVærket i Randers, der er et samarbejde mellem Randers Kommune og kulturinstitutionerne; Randers Kunstmuseum, Randers Musikskole, spillestedet Turbinen, Randers Teater og ungdomsuddannelserne Randers Statsskole, Paderup Gymnasium og Randers HF/VUC. Projektet er støttet af Kulturregion Østjysk Vækstbånd - et samarbejde mellem Kulturministeriet og Randers, Viborg, Silkeborg og Horsens Kommuner.
Formålet med TalentVærket er at give de spirende lokale talenter inden for musik, teater og kunst en platform, hvor de kan udvikle deres kunstneriske talent. Det er med andre ord et projekt, der fokuserer på kulturbranchens vækstlag og talentmiljø.