Fortsæt til indhold

Bibelhistorier og musik

Kultur og byliv
sra

Søndag den 13. november er der billedkoncert i Enghøj Kirke.

Den Store Fortælling er Arne Haugen Sørensens bemærkelsesværdige og hidtil største maleri. Motiverne er inspireret af centrale bibelfortællinger. De bliver ved denne koncert vist, mens musikalske mesterværker spilles i nye arrangementer for trompet og orgel.

Mesterværkerne er af Mozart, Beethoven, Strauss, Sibelius, Mahler, Stravinsky og Wagner, og musikerne er Dorthe Zielke på trompet og Søren Johannsen på orgel.

De to musikere har spillet sammen i mere end 20 år, og i de seneste år har de fleste af deres koncerter været ledsaget en visuel historie med tekst, billeder og video, der vises på storskærm.

Maleriet Den Store Fortælling, der danner baggrund for koncerten, blev i 2017 leveret til Aarhus Valgmenighed og måler 3,2 x 10 meter. Det imponerende store farvestrålende værk fortæller levende de udvalgte bibelhistorier. Ved koncerten visualiseres de forskellige motiver fra maleriet sammen med genfortællinger af Bibelen.

Arne Haugen Sørensen havde sin debut som maler og grafiker i 1953. I dag er han repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer, men er også kendt for udsmykningen af cirka 30 danske kirker. Siden 2017 har han haft sit eget museum i Videbæk i Vestjylland.

Der er entré til arrangementet.