Fortsæt til indhold

Oktoberkoncert i Langå

Langå Koncertforening glæder sig over en vellykket koncert med de Tre kgl. Sopraner.

Kultur og byliv
gs

Oktoberkoncert i Langå Koncertforening var endnu engang en spændende oplevelse, lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen.

»Denne gang var det med de Tre kgl. Sopraner, Charlotte Meldgaard, Karen Dinitzen og Pernille Bruun med deres pianist Lars Rasmussen. De leverede dejlig underholdende musik, lige fra seriøse operaarier, henover medrivende operettetoner og kendte musicalnumre til ekstranummeret ABBA’s ”Thank You For The Music”.”

»Det var musik, der tændte publikum lige fra det allerførste nummer. Det hele blev desuden sunget, så publikum blev involveret. For eksempel blev der budt op til dans med Charlotte og publikum blev kælet for rent bogstaveligt, når sangerinderne bevægede sig rundt i salen.«

Anden afdeling blev skudt i gang på samme måde med nye kjoler og med en illusion af Beerstube med sangen ”Sikken fest vi har haft.…..”. Og humøret steg yderligere, da næstformand og kasserer i foreningen blev kaldt op for at holde en meget ”beruset sangerinde” på benene af Karen Dinitzen. Slutnummeret blev en hyldest til Langå Koncertforening gennem personlige kærtegn til både foreningens sekretær og formand.

»Gennem hele forestillingen nød det medlevende publikum de særdeles dygtige sopraner i skønne omgivelser med både velkomsthvidvin samt kaffe og kringle i pausen. Alle gik glade og opstemte hjem fra denne oplevelse. Tak til både publikum og de tre Kongelige Sopraner,« tilføjer foreningen videre.