Fortsæt til indhold

Spejderne holder jul på Torvet for 25. gang

I år er der jubilæum for det årlige julearrangement.

Kultur og byliv
sra

For 25. gang afholder KFUM Spejderne Ulstrup Gruppe deres årlige arrangement: Jul på Torvet.

Det løber af stablen i weekenden lørdag den 26. og søndag den 27. november.

Som altid vil der være salg af juletræer, dekorationer, småkager og lignende, ligesom der vil være lykkehjul, tombola og mulighed for at købe gløgg, kakao og æbleskiver i boden.

I år kommer Borgmester Lars Storgaard søndag klokken 16 og holder årets tale, hvorefter juletræet tændes. Han vil også udtrække nittegevinsten fra tombolaen. Det er et stykke vildt skænket af jæger Jens Lihme.

Gudenåkoret vil også være på plads og hjælper med at synge julen ind. De er under ledelse af Lars Olesen, tidligere organist ved Ulstrupbro Kirke.

Overskuddet fra arrangementet går til det fortsatte spejderarbejde i byen og spejderne håber på stort fremmøde.