Sprudlende kunst i en mørk tid
60 værker i spil på traditionsrig lokaludstilling ved Nørhald Kunstforenings medlemmer på Mellerup Fri- og Efterskole.
Mørk er november, og løvfaldet slut. Men Nørhald Kunstforenings medlemmer sprudler næsten forårskådt på dette års lokaludstilling på Mellerup Fri- og Efterskole. Der er næsten 60 værker i spil.
Der er fire nye kunstnere med i år. Birgitte Birk Sørensen deltager med tre bronzeskulpturer samt et maleri. Henrik Bakmann udstiller grafisk collageprint på foamboard. Ramani Senaratne medvirker med to acrylmalerier fra Island, og Trine Christensen udfolder sig med værker i nålefilt.
De øvrige udstillende kunstnere har alle tidligere deltaget i den årlige lokaludstilling.
Det drejer sig om Berit Langballe (stentøj og akvarel), Birgit Randrup Thomsen (lakfarver og lakspray på plexigals og lærred, Birte Nielsen (akrylmalerier), Henrik Langballe (granitskulpturer og oliemalerier), Kristian List (landskabsmalerier), Lisbeth Clausen (skaber værker af kasserede materialer), Niels Ove Pedersen (foto), Signe Kolding (keramik og stentøj), Vibeke Henriksen (akrylmaling), Anne Margrethe Beck (akrylmaleri og keramik), Gerda Petersen (akrylmaleri), Inger Bjerregaard Madsen (akrylmaleri), Jan Fogh (papirskulpturer), Jytte Rise (pileflet), Lise Brokholm Jacobsen (akrylmaleri) og Michelle Marhauer Pedersen (stentøj og skulpturer).
Udstillingen kan opleves frem til 15. december.