Fortsæt til indhold

Carl og Karl er klar: Teenagere vil sælge scooterdele

Carl Vernersen, 15 år, og Karl Lykkemark, 16 år, vil sælge scooterudstyr online. En søster og en mor hjælper til på hver deres måde.

Kultur og byliv

De er kun 15 og 16 år gamle, men alligevel er Carl Vernersen fra Tånum og hans bedste kammerat fra Vorup, Karl Lykkemark, ansvarlige for onlinebutikken Scootergear.dk

De to teenagere er gået i gang med at sælge knallert- og scooterudstyr til hele Danmark. Og planen er klar. De skal være de billigste, hurtigste til at levere og have flest af de efterspurgte varer på lager.

De kender selv til utålmodigheden hos en teenager med en defekt scooter, der lige skal bruge en enkelt reservedel. Selv har de brugt lang tid på at reparere og gejle deres scootere, så kendskabet til de nødvendige reservedele er stort. Og så kender de masser af unge på deres egen alder med scootere som deres kæreste eje.

»Vi håber især på, at alle dem med scooter i Randers får øje på os. Når du opdager, at noget går i stykker, så forsøger du jo at få fat i reservedelen så hurtigt som muligt. Og så kan du jo hente dine varer hos os efter skoletid,« lyder det fornuftigt fra 15-årige Carl, der til daglig går i 9. klasse på Korshøjskolen, mens den et år ældre Karl går på Tradiums grundforløb og håber at komme på mekanikeruddannelsen. Carl drømmer om at blive smed eller personvognsmekaniker.

De to mødte hinanden på Korshøjskolen og opdagede hurtigt deres fælles interesse: alt med motor.

»Jeg er opvokset på en gård med malkekøer, så jeg har kørt på alt fra traktor og minilæsser til min brors ATV. Det var det, under motorhjelmen, jeg syntes, var spændende,« fortæller Karl.

Den lidt yngre Carl har næsten motorolie i blodårerne. Faderens motorcykel og moderen, der har drevet et autoophug, er stærkt medvirkende til hans interesse for mekanik.

Carl Vernersen og Karl Lykkemark på 15 og 16 år satser på onlinebutikken Scootergear.dk Foto: Kian Johansen

Gør det da selv

»De sad alligevel foran computeren og nørdede og talte om scooterudstyr hele tiden. Så jeg spurgte dem, om de ikke lige så godt kunne begynde selv at forhandle det,« smiler Carls mor, Maria Antoinetta Vernersen, der i første omgang har lagt økonomisk ud for shoppen, mens Karls storesøster foreløbig har lagt navn til CVR-registreringen af Carl og Karls drømmevirksomhed.

Shoppen er købt af en gymnasieelev i Lemvig, der havde for travlt med etableringen af endnu en webshop og derfor satte den til salg. Det opdagede de to teenagere, mens de var i gang med at undersøge, hvordan man byggede en helt ny webshop op fra bunden. Og så slog de til. Det gik stærkt. Opkald en sen aften. Efter få timers besøg og rundvisning dagen efter var aftalen lavet.

Lageret ligger hos Cars By Hasager på Frederiksdalvej i det sydlige Randers, hvor Carls mor alligevel sidder til daglig. Indtil videre er lageret indrettet på godt 40 kvadratmeter, og der er plads til udvidelse ovenpå det kontor, hvor moderen sidder bag computeren, og manden, Kent Hasager, driver autoværksted og biludlejning.

Carl Vernersen (forrest) og Karl Lykkemark på 15 og 16 år satser på onlinebutikken Scootergear.dk Foto: Kian Johansen

Hun hjælper til med at styre salget og bistår med regnskaberne og fakturaerne. Ansvaret for indkøb, at pakke og sende varer og virksomhedens vækst er til gengæld de to teenageres opgave. Og de ved godt, at det kræver massevis af timer efter skole.

De to satser på at drive Scootergear i mange år fremover, også når de går i gang med deres uddannelser for alvor.

»Vi kommer til at konkurrere med nogle, der er større end os og har fuldtidsansatte. Vi skal nok komme godt igennem det, hvis vi beviser, at vi er hurtige til at levere og har varerne på lager,« lyder det fra Carl og Karl.