Fortsæt til indhold

Jubilæumskoncert med Trio Aurora

Kultur og byliv
sra

Trio Aurora, der har tilknytning til Randers og Aarhus, kan i år fejre 40-års-jubilæum, og det markeres med en koncert hos Kammermusikforeningen BRAGE søndag den 27. november på Værket i Randers.

Trioen består af Vibeke Lundgren Nielsen, klaver, Søren Trolle Bagger, klarinet, og Svend Rump, fagot. Alle tre er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og har gennem mange år været aktive som solister, kammer- og orkestermusikere.

Med Trio Aurora har de en omfattende koncertvirksomhed og udsendt fire cd’er. Den velklingende sammensætning af klaver, klarinet og fagot går helt tilbage til Mozarts tid.

Trio Aurora arbejder under mottoet ”fordybelse, fornyelse og fornøjelse”, og ved jubilæumskoncerten glæder de tre musikere sig til at spille et udvalg af den musik, der har fulgt dem gennem årene. Det er trio nr.4 i B-dur op.11 af Beethoven og trio i g-mol af William Hurlstone samt Serenade op. 24 af Emil Hartmann og ”Thema en Variaties” af den hollandske filmkomponist Otto Ketting.