Jul på Hotel Randers
Hotel Randers går forrest for at sprede god, hyggelig stemning i en ellers grå og usikker tid.
»Vi har lagt i kakkelovnen til et par aktive og festlige måneder frem mod jul og nytår. Og vi er glade for at kunne præsentere en bred vifte af arrangementer, hvor der med sikkerhed er underholdning for enhver smag i hotellets forskellige lokaliteter,« fortæller hoteldirektør Sven Nørskov Eskildsen i en pressemeddelelse.
Traditionen tro har Bering Blomster julepyntet hotellet på smukkeste vis. Det blev markeret med en kreativ workshop, hvor ca. 60 gæster fik masser af tips og tricks til juledekorationen af hovedmanden bag Bering Blomster, Bjarne Als.
Julestemningen fortsætter med masser af julefrokoster og ikke mindst den legendariske Julejazz tradition, hvor kapelmester Heine Hot 14., 15. og 16. december swinger taktstokken bag kvartetten ”Hots Julekapel. Som noget nyt inviterer hotellet i år også til gratis eftermiddags-baggårds-koncerter den 6. og 20. december, hvor henholdsvis et kor og et blæseorkester optræder med julens sange og salmer fra kl. 17-18.