Flodlejet kommer: Nyt byrum ved Streetfood og Havnegade
En del af planen med at rykke Havnegade var denne plan. At skabe Flodlejet - et nyt byrum mellem Streetfood og Havnegade ved at rive havnekontoret ned.
Randers Kommune har besluttet at realisere Flodlejet - et nyt byrum, som skal kombinere klimasikring og adgang til vandet i forbindelse med Randers Streetfood-bygningen. Ambitionen er at skabe en grøn, rekreativ oase i hjertet af Flodbyen og i relation til den større klimasikringsindsats, Klimabåndet. Den filantropiske forening Realdania støtter realiseringen af det kommende, nye byrum.
Det fortæller Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Randers Midtby skal i fremtiden beskyttes mod stormflod og oversvømmelse af en grøn, sammenhængende højvandssikring, Klimabåndet. Sikringen forbinder Justesens Plæne i vest med Klimabroen i øst og tilsvarende på sydsiden af Randers Fjord. Som del af den grønne sikringsløsning har Randers Kommune nu besluttet at etablere byrummet Flodlejet. Det bliver en ny plads med adgang til vandet, rekreative muligheder og en integration af naturen.
Havnekontoret ryger
Flodlejet skal strække sig mellem Havnegade, havnebassinet, Randers Bro og Randers Streetfood-bygningen, som bevares, mens det planen at rive Havnekontoret ned.
I stedet bliver der midt i området opført en bygning kaldet Bolværket. Bolværket skal have offentlige og udadrettede funktioner i stueetagen, der vil være i tæt samspil med Flodlejet udenfor. Bolværksbygningen er en del af Flodbyens udviklingsplan og bliver opført af AP Ejendomme, mens arealudviklingsselskabet Flodbyen P/S bidrager med anlægsprojekter omkring bygningen.
Før Flodlejet kan blive en realitet, skal der gennemføres et planlægnings- og procesarbejde med blandt andet arkitektkonkurrence, offentlige debatter og myndighedsbehandling. En del af forberedelsen til anlægsprojektet er er dog allerede i gang: Det igangværende vejarbejde på Havnegade skaber nemlig en ny byforbindelse ved busterminalen og Trangstræde mellem den historiske Randers Midtby og de nye byområder ved havnen.
»Flodlejet er et ambitiøst eksempel på naturbaseret højvandsbeskyttelse i et centralt byområde. Flodlejet kan vise, hvordan en by kan reducere risikoen for oversvømmelser - samtidig med, at forbindelsen til vand og natur styrkes. Koblingen mellem by, natur og vand er en del af Flodbyens særlige potentiale, som projektet ved Flodlejet kan forløse,« siger projektchef i Realdania, Mikkel Suell Henriques.