Vær velkommen Herrens år!
klumme Januar. Et nyt år ligger foran os. Hvad det vil komme til at byde på, ved ingen endnu. Men 'noget godt' er nok håbet hos de fleste.
Dette 'noget godt' står lidt i kontrast til, at noget godt lige er slut. En december måned fyldt med først adventstidens forventning og juleforberedelser, inden det endelig blev juleaften, og barnet i krybben kunne fejres med julehygge, julemad, juletræ, julegaver, julefrokoster.
Et par dage fik julefreden lov at fylde, før forberedelserne til næste fest; fejringen af det nye år, der blev budt velkommen med nytårstale, serpentiner og bordbomber, bobler og fyrværkeri. Og da det sidste fyrværkeri tonede ud på nattehimlen, markerede det ikke bare et nyt års komme, men også en afslutning på al decembers festivitas.
Og den bratte overgang fra fest og glæde til januars mørke tristesse, har vi måske endda toppet op med et nytårsforsæt om at stoppe med at gøre noget, vi egentlig godt kan lide, eller begynde at gøre noget, vi knap så godt kan lide.
På den ene side kan det føles som om, vi begynder forfra på noget velkendt, hver gang et nyt år bringer endnu en lang vinter, et frydefuldt forår, en lys sommer, et farverigt efterår og frem til endnu en jul.
På den anden side kan nytåret føles som er en ny begyndelse, der bringer nye tider.
"Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang,", som mange af os nok sang juleaften, hvor vi hørte om englene, der bragte bud om nye tider, og barnet i krybben, der skabte nye tider.
For da Guds søn kom til verden, medbragte han ikke kun nye tider, men også løftet til os om, at han vil være med os i enhver ny tid, der kommer. Både de tider, der bringer godt, og dem, der bringer skidt, og de tider, der bringer noget velkendt, og dem, der bringer forandring.
For da den nye stjerne stod højt på himlen dengang for 2.000 år siden, og ledte de vise mænd til stalden i Betlehem, var det en ledestjerne, de blev ledt til.
Hvordan kan man være en ledestjerne? Det snakkede vi i Hinnerup med vores konfirmander om før jul. De var ikke i tvivl: En ledestjerne er én, der hjælper, støtter og siger de ting, man har brug for at høre - også når det ikke er det, man har mest lyst til at høre. En ledestjerne er der, når det gælder. For en ledestjerne vil én det bedste.
Selvom de måske ikke selv tænker over det, er det tydeligt, hvem der har givet konfirmanderne inspiration til deres billede af en ledestjerne: Barnet i krybben.
For han blev jo ikke ved med at være et lille barn i en krybbe, men voksede ud af den, rejste sig og gik ud i verden; ud til os mennesker for at vise og fortælle os, hvordan vi kan leve godt her i verden, med os selv, med hinanden og med Gud.
Han viste os det ved at hjælpe og støtte de mennesker, han mødte på sin vej. Han helbredte syge og gav menneskeværd til dem, der i andres øjne var værdiløse. Og han fortalte os det med ord.
Det var ikke altid ord, vi havde lyst til at høre, men det var ord, vi har brug for at høre. Igen og igen og også i dag.
Han er der, når det virkelig gælder. Selv da det betød kors og død, smuttede han ikke bare udenom og lod sig pensionere fra sit liv som Guds søn, men gik hele vejen gennem lidelse og døden og tilbage til livet. Alt det gjorde han, fordi han ville os det bedste og ville det bedste for vores liv med hinanden her på jorden.
Jesus kom til verden som en ledestjerne for os mennesker. Med ham som ledestjerne gives vi en retning.
Ikke en retning, der styrer os uden om alle livets forhindringer eller skyggesider.
Men uanset hvad vi skal igennem, gives vi ikke at skulle gå vejen alene, men med Guds egen søn ved vores side.
Det fejres i folkekirken landet over og også her i Favrskov Provsti, når det på søndag er helligtrekongers søndag. Dagen, der markerer den endelige afslutning på julen. Men altså vel at mærke ikke en afslutning, hvor vi må forlader barnet i krybben og fortsætte ind i den nye tid alene, men hvor barnet forlader krybben og går med os ind i den nye tid.
Så vær velkommen, Herrens år!