Her er finalisterne i bibliotekernes foto-konkurrence
Den endelige vinder bliver fundet ved en afstemning, og du kan stemme på din favorit enten fysisk på bibliotekerne eller via Favrskov Bibliotekernes Facebook-side.
Nu er de otte finalister fundet i Favrskov Bibliotekernes fotokonkurrence med temaet Provins.
17 billeder kom ind, og de er altså nu skåret ned til otte. Det er fotograf Tonny Foghmar, som har udvalgt finalebillederne, der nu er blevet forstørret og kan opleves på Favrskovs biblioteker.
»Det har været en spændende proces at gennemgå de indsendte bidrag. Der er kommet gode og meget forskellige bud på tolkningen af temaet ’Provins’. I min udvælgelse af de otte finalebilleder har jeg lagt vægt på genkendelse, stemningen i billedet og fortolkningen af temaet,« siger Tonny Foghmar på bibliotekernes Facebook-side.
Den endelige vinder bliver fundet ved en afstemning, og du kan stemme på din favorit enten fysisk på bibliotekerne eller via Favrskov Bibliotekernes Facebook-side, hvor man simpelthen giver sit favoritbillede et like. De fysiske stemmer og online-stemmerne lægges sammen til sidst.
Afstemningen kører frem til 16. december, så det er med at være hurtig på aftrækkeren.
Vinderen bliver annonceret i uge 51.