Mellem Himmel & Jord: Vi vil glæde os over påskeliljerne i det lyse forår, og vi vil holde afstand – i kærlighed

Jeg husker, hvordan mine bedsteforældre hver dag læste en bestemt side i Randers Dagblad, som den lokale Venstreavis dengang hed. Det var den side, hvor dødsannoncerne stod. Det fyldte mig i barndomsårene med forundring, at den side var den vigtigste i avisen. Hvorfor læse om alle de fremmede og for mig ligegyldige mennesker.

Nu forstår jeg meget bedre, hvorfor den side i avisen var så vigtig at læse. At læse dødsannoncerne var for min bedstemor og bedstefar en daglig forberedelse til påske. Hver gang der blandt navnene var et kendt navn, og det var der ofte, et navn på en ven, eller én, der engang var en ven, en gammel nabo, en skolekammerat, en bekendt fra soldatertiden eller højskolen. Hver gang et sådant navn dukkede op, så fik døden sin virkelighed midt i livet! Og det er vel sådan, det er. Så længe vi kun ved, at vi jo alle sammen skal dø, ved det som noget selvfølgeligt, så længe ved vi i grunden ikke noget om døden. Da er døden kun et navn, men ingen virkelighed! Virkelig bliver den først, når dem, vi elsker, dør fra os! Da forstår og fornemmer vi, at et elsket menneskes død betyder, at når låget lægges på kisten, så lukkes der en dør i mit liv, en dør, der før åbnede for en strøm af liv og glæde, der gjorde mit liv rigere.

Men så læser jeg annoncen i avisen. Min ven er død, og da ved jeg lidt mere om, hvad døden er. Døden er et lys, der slukkes, en dør, der lukkes i, og det liv, jeg lever, er blevet fattigere, fordi der ikke mere kommer nogen til mig gennem den dør!

Har man stået ved én af de allerkærestes dødsleje, bliver billedet af den virkelighed så meget stærkere!

Da kvinderne kom til graven den morgen, der forandrede verden, fik de at vide, at de skulle gå til Galilæa. ”Der skal I se ham”, sagde englen. For kvinderne var Galilæa derhjemme! Det betød, at de skulle finde deres opstandne Herre midt i den hverdag, som var deres. I arbejdet, i dagligdagens krav, i glæden og i smerten.

Det betyder, at vi midt i vores sorg, bliver vist tilbage til det liv, vi sommetider helst vil tage fri fra. Men på samme tid får vi altså at vide, at det er lige der, den opstandne vil være med os og hos os!

Der venter i år en Påske med lukkede kirker. Det er uvirkeligt og svært. Men vi vil kime Påsken ind med kirkeklokken, vi vil hejse det korsmærkede Dannebrog, vi vil glæde os over påskeliljerne i det lyse forår, og vi vil holde afstand – i kærlighed!

Glædelig Påske!