Smuk hyldest til god arkitektur
Maltfabrikken, Præstegården i Tved og et sommerhus på Skødshoved modtog mandag ved en festlighed på Maltfabrikken Syddjurs Kommunes Arkitektur- og bevaringspris 2020
ARKITEKTURPRISER Corona-situationen betød, at uddelingen af Syddjurs Kommunes Arkitektur- og bevaringspris - for 4. gang - på Arkitekturens Dag var henvist til at foregå udendørs ved Maltfabrikken. Prisuddelingen blev alligevel foretaget med stor seriøsitet og faglighed.
Ikke mindst, fordi arkitekt Gøsta Knudsen, medlem af priskomiteen, på fin vis med et anstrøg af humor tog de ni nominerede huse under kyndig behandling - uden et lysbilledshow. En stor udfordring at være uden billeder til at anskueliggøre sine synspunkter for en arkitekt.
"Der var 13 indkomne forslag, heraf er ni blevet nomineret, og vi har præmieret tre. Alene det at være nomineret er i sig selv en arkitektonisk hædersbevisning," slog Gøsta Knudsen fast.
"Jeg ved så udmærket, at arkitekter og bygherrer betragter deres værk som deres eget barn og at kritik rammer lige ind i hjertekulen, men det er ikke bare for at være venlig, at jeg siger alle ni nominerede projekter repræsenterer høj arkitektonisk værdi, godt håndværk, og for fleres vedkommende det nye element med bæredygtighed og ressourcemæssig anvendelse af energien," fortsatte Gøsta Knudsen, før han kastede sig over hver enkelt af de ni projekter med en tour de force af en gennemgang.
Tre vindere
Komiteen for Arkitektur- og bevaringsprisen fandt frem til, at tre af de nominerede projekter skulle præmieres: Maltfabrikken, Præstegården i Tved og et sommerhus på Skødshoved.
Prismodtagerne fik af formand for priskomiteen, PUK-udvalgsformand Riber Hog Anthonsen (V), overrakte en smuk plakette udført af den lokale glaskunstner Micha Karlslund plus et diplom.
Komiteen for Arkitektur- og Bevaringsprisen består af:
- Formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur Riber Hog Anthonsen (formand)
- Repræsentant for BLIS Ebbe Stender Hansen (næstformand)
- Chef for Teknik og Miljø i Syddjurs Kommune Rune Asmussen
- Arkitekt Jakob C. Pedersen udpeget af BLIS og Syddjurs Kommune
- Arkitekt Gøsta Knudsen udpeget af Museumsforeningen og Lokalarkiverne i Syddjurs Kommune