Iran indtager Aros
Aros viser mange sider af Iran sammen med den iranske kunstner Shirin Nazads værk: 'Women without men'
Aarhus Den iranske kunstner, Shirin Nazads, videoværk: 'Women without men' handler om kvinders rettigheder og er mere aktuel end nogensinde. Tre videoer fortolker bogen 'Kvinder uden mænd' og viser, hvordan kvinders frihed og tankefrihed blev indskrænket, da præstestyret tog over. Værket er derfor genopsat på Aros i efterårsferien.
Denne gang sker det i selskab med en lang række arrangementer, der fortæller om den iranske kultur og historie på mange måder. Der bliver både dans, musik og smagsprøver på iranske specialiteter.
Man kan føle og smage
"Videoerne er meget æstetiske og fulde af symboler, så vi synes, at de passer godt sammen med rækken af sanselige oplevelser, hvor man blandt andet kan føle og smage kulturen. På den måde fanger vi dem, der ikke gider at sidde halvanden time og høre et foredrag," siger Ole G. Jørgensen, der er programplanlægger på Aros.
"Vi vil gerne ud i alle afkroge, fordi mange ikke kender ikke den store forandring, landet undergik, efter revolutionen i 1970'erne. Da gik det fra at have kongedømme til at være præstestyret," uddyber han.
Mad, musik og dans
Aros har allieret sig med lokale iranere, der hver især præsenterer landets kultur
Arta Mahmodi, der driver cateringfirmaet, Zafran, i Ekkodalen, står for det iranske traktement på museet. Der bliver både bryllupsmad, søde specialiteter og hverdagsdrikken ayran, der er en slags drikkeyogurt.
Jazzmusikeren Camilla Dayyani, der har iranske rødder, synger iranske sange og spiller traditionelt iransk musik, som hun har komponeret med inspiration fra persiske digte af bl.a. Omar Khayyam, Mowlana Rumi og Forugh Farrokhzad.
Aziz Azimi og Maria Arianfar vil danse traditionel iransk folkedans i originale dragter. Dansen fortæller en historie og viser både den graciøse, feminine side og for mændenes vedkommende også kosak-agtige bevægelser.