Præsteklumme: Magt, afmagt og alt det midt imellem

præsteklumme Afmagten har ramt os. Lige midt i solar plexus. Vi mennesker, der tror, vi bestemmer alting – er blevet slået hjem i ludo. Pludselig blev spillereglerne ændret – og selv om man fulgte alle anvisninger, blev 2020 et år med voldsomme begrænsninger.

Vi lærte på den hårde måde, at vi ikke er herrer over vores egen skæbne.

Som præst møder man også afmagten – både sin egen og andres. Man møder mennesker, der har oplevet sygdom, ulykke eller død. De kan være ramt så hårdt i livet, at de synes, meningsløsheden er det eneste, der står tilbage.

En af grundene til, at lidelsen opleves så meningsløs, er netop, at vi ofte lever og opfører os, som om verden var retfærdig. Vi lever, som om vi selv bestemte over vores liv. Vi har smidt Gud ud. Vi føler, at vi fint kan klare os selv. Vi bilder os ind, at vi har magten over livet.

Bagsiden af at være så sikre på egen magt, dukker netop op, når vi rammes af sygdom, ulykke eller død – for hvad skal vi så stille op med det hele? Risikoen for, at vi forfalder til selvbebrejdelse, ligger lige for – for hvis vi er herrer over eget liv – så er det vel også vores egen skyld, hvis vi for eksempel bliver syge?

Når eller, hvis vi bliver syge – så kan vi bebrejde os selv, at vi ikke spiste flere gulerødder, at vi røg eller forsømte vores nattesøvn.

Når vi så på baggrund af små og store prøvelser, over sygdom, død og lock down står med den indsigt, at livet er skrøbeligt – og uden for vores egen magt- hvor ender vi så?

I kristendommen tilbydes vi et sted at være – uden selv at være ansvarlige for alting. I kristendommen lukkes vi ind, som vi er, som mennesker behæftet med fejl. Som mennesker, der ikke selv har magt over ret meget. Her tilbydes vi en tryghed i afmagten.

Den danske digter Helle S. Søtrup har i en af sine taksigelser, kort, men rammende formuleret det: "Knælende bliver alting større. Også jeg selv."

I kristendommen møder vi en Gud, der er med os i meningsløsheden. En Gud, der ikke slipper os, der hvor vores evner slipper op. En Gud, der holder hånden under os, når han ikke kan holde den over os.

"Den dag meningen er væk, er det bedst at overlade svaret på meningsspørgsmålet til Gud", som en har formuleret det.

I kristendommen forstår vi – hvis vi for en stund kan frigøre os for vores selvoptagne ide om egen magt, at menneskelivet først er fuldkomment, når vi lærer at forstå os selv i forhold til noget andet end os selv – nemlig Gud og vores næste. ”Knælende bliver alting større…”