Fortsæt til indhold

Matador i Sall Forsamlingshus

Kultur og byliv
sra

Der er lagt op til en forrygende start på det nye år, når Sall Forsamlingshus præsenterer den succesfulde teaterforestilling Fra Skjern til Varnæs søndag den 8. januar klokken 14.

Der venter publikum en underholdende og overraskende eftermiddag, når danmarksmesteren i Matador, sanger og skuespiller Nicolaj Cornelius, der også har skrevet manuskriptet til Fra Skjern til Varnæs, inviterer publikum med bag kulisserne i én af Danmarks mest berømte TV-serier – nemlig Matador.

Med en malerisk fortælling og en levende beskrivelse af TV-seriens elskede karakterer, rejser Nicolaj Cornelius fra familie til familie i Korsbæk og fortæller små, morsomme anekdoter fra filmoptagelserne, den endelige serie og om sine møder med nogle af de skuespillere, der medvirkede.

Forestillingen tager dog hele tiden sit udgangspunkt i den musik, der benyttes i Matador, da disse sange og melodier er meget betydningsfulde for historien og stemningstilstanden.

Sall Forsamlingshus serverer kaffe/te og kage i forestillingens pause.

Billetter kan købes på sallforsamlingshus.dk