Britisk hovedleverandør af soft pop giver koncert på Fulgsøcentret
Hitmagerne Wet Wet Wet er et af de mest succesrige bands i britisk pophistorie. Med mere end 15 millioner singler og albums til dato på samvittigheden. Bandets orgie i vellyd kan nydes på Fuglsøcentret 23. september i det nye år.
Linjerne: »I feel it in my fingers/I feel it in my toes/Love is all around me/And so the feeling grows,« har de fleste sunget på et eller andet tidspunkt i deres liv til en fest eller i et fitnesslokale.
Skotske Wet Wet Wet som er på næste års koncertkalender hos Fuglsøcentret, 23. september, synger de nævnte linjer, som var de et bedre boyband værdig.
Publikum kan se frem til at høre de fire linjer igen på Fuglsøcentret, fordi de indgår kæmpehittet ’Love Is All Around’, som er en coverversion af det engelske garagerockband The Troggs’ legendariske nummer fra 1967.
Sangen blev en kæmpe international succes, og lå i 15 uger på toppen af den britiske hitliste. Alene i Storbritannien solgte singlen 1.738.000 eksemplarer, som gør den til den 11. mest solgte nogensinde.
Sangen, der har en anderledes intro end The Troggs version, blev brugt i soundtracket til filmen ’Fire bryllupper og en begravelse’ med Hugh Grant i hovedrollen.
’Love Is All Around’ blev forløberen for gruppens sjette album, ’Picture This’, der også indeholder den senere hitsingle ’Julia Says’. Men selv om albummet blev vel modtaget af kritikerne, forblev albummet i skyggen af storsællerten ’Love Is All Around’.
Fra Clydebank
Wet Wet Wet blev dannet i den skotske flække Clydebank i 1982 af en gruppe skolekammerater.
Inspirationen til navnet hentede de i sangen ’Gettin, havin’ and holdin’’, skrevet af det walesiske band Scritti Politti.
40 år senere eksisterer Wet Wet Wet fortsat. Dog med en noget andet besætning end i fordums dage.
Wet Wet Wet annoncerede i slutningen af 2018, at Kevin Simm (vinder af ‘The Voice UK’ og tidligere medlem af Liberty X) var kommet med som bandets forsanger. Han afløste den mangeårige frontman Marti Pellow.
Mens de var i ‘lockdown’ i løbet af 2020/21 skrev og indspillede Wet Wet Wet et helt nyt album, ‘The Journey’, deres syvende LP. Ved udgivelsen i november 2021 kom albummet ind på den officielle UK Independent Album Chart Top 10.
I 2022 vendte bandet tilbage på adskillige festivaler med Kevin Simm i den vokale forgrund og guitaristen Graeme Duffin og bassisten Graeme Clark som hjørnestolper. Duffin har spillet guitaren i Wet Wet Wet stort set altid uden egentlig at være med i bandets inderkreds, mens Clark var med, da starten gik i hjembyen Clydebank.
Fnugfri pop
Wet Wet Wet er renvasket pop, som passer perfekt til en aften hjemme i sofaen i parcelhuset, hvis man ikke vil overraskes eller bliver revet ud af stilheden af støjende toner.
Bandet generer ikke nogen, og de, der ikke har det godt med vellyd og flerstemmig, fnugfri sang, skal blive hjemme 23. september næste år, når Wet Wet Wet gør fortid til nutid.
Det bliver en stående koncert, og Peter Brinks, Fuglsøcentrets direktør, der har gjort det til en vane at flyve gamle popbands og -solister til bjergene på Mols, er en stolt mand.
»Det er ganske fantastisk, at vi endnu engang kan tiltrække et af de store navne her til ’Vandkants-Danmark’ og lille Mols,« lyder det fra direktøren.