Sammen om historien: Ny udstilling på Perron 1
Udstillingen handler om at undersøge historien sammen
Museum Skanderborg åbnede 1. december en ny særudstilling, der handler om at undersøge historien sammen. I udstillingen kan man få viden om livet på fattiggården og historien om gæstgivergården og se de mange ting, som blev fundet frem af jorden på museets borgerudgravninger.
På 'finder-væggen' kan man finde sig selv eller en af de andre, der var med til at finde spor af historien.
En broderet viking og et kloster i pap er nogle af de særlige ting, man har kunnet opleve ved eSCAPE-events gennem årene. eSCAPE er et samarbejde mellem arkæologi, kunst og turisme.
Idéen er at skabe meningsfulde og overraskende oplevelser ude, hvor tingene er sket og i samarbejde med dem, der bor på stedet. De indtil videre fire eSCAPE-events kan opleves i udstillingen gennem film, billeder og arkæologiske genstande.
Børneudstilling
2.B fra Skanderborg Realskole har arbejdet med et projekt om de spor, vi sætter i tiden og hinanden. Følg deres tanker om spor gennem deres tegninger og ord i det særlig rum, som den gamle brandsikrede bankboks er. I Skanderborg Historiske Arkiv findes desuden flere film, som viser det gamle Skanderborg. De er blevet digitaliseret og kan nu ses i en lille biograf. Her kan man sidde og nyde de gamle optagelser, der er uden lyd og blandt andet se klip fra postkontoret, butikkerne i byen og teaterforestilling i 1930'ernes Skanderborg.
Der er også klip fra befrielsen i 1945 og fra Skanderborg i 1970.