Indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika skal kortlægges: Hvor stor er kriminaliteten og beskæftigelsen?
Udlændinge- og integrationsministeren ønsker en mere kvalificeret debat på udlændinge- og integrationsområdet, og det skal en ny statistik bidrage til.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) mener ikke, at den nuværende måde at opdele indvandrere og efterkommere på giver et dækkende billede af integrationsudfordringerne. Derfor vil han indføre en ny opdeling af personer i Danmark med mellemøstlig og nordafrikansk baggrund. Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.
Opdelingen giver ifølge ministeren en bedre mulighed for at kortlægge kriminaliteten og beskæftigelsen indenfor befolkningsgruppen.
Personer med ikke-vestlig oprindelse vil fremover blive opdelt i personer fra de såkaldte MENAP-lande (Syrien, Kuwait, Libyen, Saudi-Arabien, Libanon, Somalia, Irak, Qatar, Sudan, Bahrain, Djibouti, Jordan, Algeriet, Forenede Arabiske Emirater, Tunesien, Egypten, Marokko, Iran, Yemen, Mauretanien, Oman, Afghanistan Pakistan) og Tyrkiet og personer fra de øvrige ikke-vestlige lande. Det vil give et klarere billede af, hvordan personer fra de 24 muslimske lande i primært Mellemøsten og Nordafrika, som har spillet en stor rolle i indvandringen til Danmark, klarer sig i forhold til kriminalitet og beskæftigelse.
Opdelingen vil være supplerende i forhold til de nuværende kategorier, som opdeler oprindelse af personer med udenlandsk baggrund i ’vestlig’ og ’ikke-vestlig’.
I dag defineres alle EU-landene samt Andorra, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Storbritannien, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien og New Zealand som de vestlige landen, mens alle verdens øvrige lande regnes for de ikke-vestlige lande.
"Vi har brug for mere ærlige tal, og jeg tror, at det vil gavne og kvalificere integrationsdebatten, hvis vi får de tal frem i lyset, for grundlæggende viser de jo, at vi i Danmark ikke rigtig har problemer med folk fra Latinamerika og fjernasien. Der, hvor vi har problemer, er med folk fra Mellemøsten og Nordafrika," siger Mattias Tesfaye til Berlingske
jn