Oliver og Philine tørner sammen
Kendisser som Mille Gori, Philine Roepstorff og Oliver Bjerrehuus bliver sat af i troperne og skal klare sig helt på egen hånd i det nye adventure-realityprogram "Øen VIP".
Forestil dig at blive dumpet ud i vandet ved en øde ø, som du selv skal svømme ind på, hvor den næste enorme udfordring venter: at overleve 14 dage langt væk fra hverdagens bekvemmeligheder som et bad og en blød seng.
Udover simpelt grej må de klare sig med det, som øen og naturen tilbyder dem uden hjælp fra udefrakommende.
Det har en række kendisser takket ja til i det nye adventure-realityprogram ”Øen VIP”, som får premiere på Kanal 5 og discovery+ i begyndelsen af 2023.
Otte kendisser - og tre fotografer
De otte kendisser, som skal forsøge at klare sig ude på den øde ø et sted i Stillehavet, er: Tv-vært Mille Gori, tv-læge Charlotte Bøving, mediepersonlighed Oliver Bjerrehuus, danser Frederik Nonnemann, skateboarder Rune Glifberg, kok Thomas Rode, skuespiller Sebastian Bull samt influencer og model Philine Roepstorff.
Derudover deltager tre fotografer på lige fod med de otte kendisser.
Det annoncerer Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.
»”Øen VIP” er uden sammenligning blandt de hårdeste og mest autentiske realityprogrammer i genren,« lyder det fra Warner Bros. Discoverys nordiske programdirektør, Pil Gundelach Brandstrup.
»Vi vil opleve deltagerne under nogle forhold, som vil gøre, at vi kommer helt tæt på dem på godt og ondt. Programmet byder på hårde stunder og humor, kamp og konflikter og udvikling og erkendelser,« siger hun videre i pressemeddelelsen.
Til underholdning og eftertanke
Det er både individet og fællesskabet, der udfordres i det nye programformat, lyder det fra Pil Gundelach Brandstrup.
Deltagerne vil være nødt til meget hurtigt at lære at samarbejde og arbejdsgange.
»De medvirkende får hver især et perspektiv på deres eget liv, som de lever i Danmark med mange ting, der tages for givet,« siger Pil Gundelach Brandstrup i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Vi håber også, at programmet både kan være med til at underholde seerne, men også give stof til eftertanke i forhold egen hverdag.«
”Øen VIP” vil bestå af otte programmer og får premiere på Kanal 5 og discovery+ i begyndelsen af 2023.