Nils Malmros fortæller om sine film og sit liv
Instruktøren gæster onsdag 18. januar Hinnerup Bibliotek & Kulturhus med et foredrag, hvor han vil bringe tilhørerne med ind i hans verden af film.
Nils Malmros er en af landets mest anerkendte filminstruktører. Når han besøger Hinnerup onsdag 18. januar kl. 19.30, vil han fortælle om sit liv med produktion af filmklassikere som Lars-Ole 5.c, Drenge, Kundskabens træ og Kærestesorger. Nils vil også give tilhørerne indsigt i instruktørens arbejde med skuespillerne og give en personlig beretning om, hvorfor hans film har rod i hans eget liv.
»I kan glæde jer til at få et spændende indblik i Nils Malmros’ mangeårige karriere i filmbranchen og en skildring af hans unikke historie,« lover kulturhuset i en pressemeddelelse.
Prisbelønnet
Nils Malmros er foruden selvlært filminstruktør også uddannet læge. Han har lavet filmene “En mærkelig kærlighed ” (1968), “Lars Ole, 5C” (1973), “Drenge” (1977), “Kundskabens træ” (1981), “Skønheden og udyret” (1983), “Århus By Night” (1989), “Kærlighedens Smerte” (1992), “Barbara” (1997), “At kende sandheden” (2002), ”Kærestesorger” (2009) og ”Sorg og Glæde” (2013).
For Nils Malmros har det altid været den stærke psykologiske og realistiske skildring af mennesker, der har været omdrejningspunktet i hans film. De fleste af filmene er baseret på instruktørens egen opvækst og voksenliv, og fire af Nils Malmros’ film har modtaget Bodil-priser som årets bedste film.
Foredraget arrangeres i samarbejde med FOF Favrskov.
Entré. Bestil billetter på favrskovbib.dk eller på dit lokale bibliotek.