Bliv klogere på Margrete den første
Foredrag med museumsinspektør, ph.d. Mikkel Leth Jespersen i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.
Lørdag 14. januar kl. 10 kan du i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus blive klogere på Dronning Margrete den første i selskab med Hinnerup bysbarn, museumsinspektør, ph.d. Mikkel Leth Jespersen fra Historie Haderslev.
En sensommerdag i 1387 greb Margrete 1. magten. Ugen forinden var hendes søn, teenagekongen Oluf, pludselig død, og Norden stod uden regent. Men ikke længe. Som datter af Valdemar Atterdag kendte Margrete magtspillets regler og ved snarrådig snilde blev hun indsat som rigets overhoved.
Efterfølgende satte hun sine krigslystne konkurrenter skakmat og forenede Norden. Margrete var nu middelalderens mægtigste majestæt.
Magtbegærlige sønner
Andre dronninger som Thyra, Dorothea eller Sophie Amalie har måttet stå i skyggen af deres mænd. Ikke desto mindre er det ikke blot lykkedes dem at opfostre magtbegærlige sønner, men også at præge nationens sindelag.
Kom med, når museumsinspektør, ph.d. Mikkel Leth Jespersen fra Historie Haderslev fortæller, hvordan landets dronninger fra den ene Margrete til den anden har været med til at forme Danmark.
Foredraget sker i samarbejde med FOF Favrskov.
Entré. Billetter kan købes på favrskovbib.dk eller dit lokale bibliotek.