Fortsæt til indhold

Højskoledag: Hvem var Jesus?

Var Jesus militant oprørsleder, gudsbenådet storyteller eller slet og ret Guds søn, spørger lektor i teologi

Kultur og byliv
Arkiv

Jesus fra Nazareth er den centrale figur i den kristne fortælling, som til alle tider har kunnet fascinere og provokere mennesker. Men hvem var Jesus i grunden, og hvordan har han fået så kolossal betydning?

Det spørgsmål vil den inspirerende horsensianske lektor, forsker og formidler Kasper Bro Larsen, tage op på højskoledag i Ebeltoft. Til daglig er han lektor i teologi på Aarhus Universitet, og har har skrevet seneste udspil i Aarhus Universitetsforlags populære serie "Tænkepauser".

"Jesus" er den enkle titel på de 60 sider, hvor den 46-årige teolog prøver at indfange den historiske Jesus, som han også kalder for en superstar: ”Han er en, som alle kender, som mange forguder, og som en del historikere tror har haft sin gang på jorden. Om end han nok ikke gik på vandet. Til gengæld måtte han sluge kamelen og gå fra Herodes til Pilatus blot for at ende på korset. Men hvorfor skulle en jødisk håndværker fra Udkants-Palæstina overhovedet derop? Var Jesus militant oprørsleder, gudsbenådet storyteller eller slet og ret Guds søn?”