Døden

Dagens klumme vil beskæftige sig med begrebet ‘døden’, som min sidste klumme beskæftigede sig med ‘tillid’.

Der er meget at sige om døden. Der er den uretfærdige død, den helt horrible død. Den forklarlige, den uforklarlige. Den skræmmende, den kærkomne. Den nådige. Selve ordet ‘død’ lyder enddog skræmmende. Det runger i munden og strækker kæben frem, så man helt kan mærke alvoren, når man siger det. Det rummer tabet og efterlader tristheden. Men denne klumme omhandler, som bekendt, det gode liv, og vil som sådan forsøge at sætte døden i forbindelse med det.

Det er en kendt sandhed, at livet koster livet - og at det allerhelst skal koste et levet liv. Forfærdeligst er den død, som kommer over dem, som endnu ikke har levet eller levet fuldt. Den død efterlader et hul så stort og sort og grumt og grimt, at en dennesidig trøst aldrig kan slå til. Allertungest er dog den kiste, man kan bære ene mand.

For et levet liv er det anderledes. For et sådant bliver døden ikke det modsatte af livet, men blot dets afslutning. Og det er ikke nødvendigvis en sørgelig sandhed. Det kan det være, og er det ofte. Efterladte græder i kor, når de mister en af deres kære. Men når det gode og levede liv kommer til sin ende, er der stadigvæk godt tilbage. Enden på livet bliver ikke kun en slutning, men en begyndelse, fordi døden ikke kun tager, men også giver. Døden efterlader de efterladte med minderne. De tårer, som grædes, glimter som stjerner, og synger om en kærlighed, der stadig er.

Så længe vi mindes dit smil og din glød

Er ingen vel rigtig nogensinde død.

Døden tager nok et menneske fra os, men et levet liv lever videre; i vores blødende hjerter, i Himlen, i kærlighed. Det gode springer dødens garn. Latter, kys, hjertelig glæde og lykke forsvinder aldrig med døden. Det bliver tilbage hos os, de efterladte. Selv det liv, som tabes for tidligt, lader dog forventningens glæde og håb tilbage. Drømmene om hvad der kunne have været, dør aldrig. Og livet lever sådan videre; som en drøm, der aldrig kan dødes. Døden er aldrig kun en slutning for dem, som har elsket.

Mon et stjerneskud hvirvler sig ned

Og slukkes, hvor kun den gode Gud ved

Når et blødende hjerte brister et sted

Og gløden der faldt, var en stjerne, der græd

Mørket er ikke kun mørke, kun nat

Der bor i det sorte en blødende skat

Gløden der faldt, skal dø for at ødes

Det er af mørket morgenrøden fødes