Fortsæt til indhold

Hello New York - Jeg har mig selv at tilbyde jer

Ann er på sin årlige tur til Danmark. I Svenstrup. Denne gang med en cd under armen. Boet 14 år i New York

Kultur og byliv
Erling Baastrup

I Svenstrup møder vi Ann-Mary Kay. Et navn, som lyder meget internationalt, men det er faktisk hendes fødenavn. Hun har rødder i den jyske muld. Det hjælper hende med at holde jordforbindelsen i den hektiske New York.

Langt ude

De første 17 år af sit liv tilbragte Ann-Mary på Begtrupvej uden for Farre. Det er så langt ud på landet, man kan komme, før det igen går indad. Her voksede hun op i et hjem med klaver, tog klaver og sang timer og sang i diverse kor. I gymnasiet blev det da også med musik på højt niveau, efterfulgt af et aar paa Byhoejskolen i Aarhus og Den Soenderjyske Hoejskole for Musik og Teater. Sangen stod højt. Især lå jazzen tæt på hendes hjerte.
De landlige omgivelser passede hende fint, men der var også en udlængsel. Meget at udforske i verden.

I Danmark har man mere kvalitetskontrol. Reglerne følges. I metropolen er det bare med at give slip. Alt forandrer sig meget hurtigt.

New York eller London?

En tur på otte måneder som backpacker førte til blandt andet til Brasilien, Mexico og Cuba. Og musikken havde hun med i rygsækken. Trommer. Forskellige percussion-instrumenter. Musikaliteten hjalp hende til mange oplevelser.
Hjem til Danmark, men det trak i hende. Skulle det være London eller New York, hvis hun skulle noget med sin musik og samtidig være der, hvor hele verden var samlet på et sted?
Efter 10 måneder hjemme, blev New York indtaget. ”Jeg stod pludselig på stedet. Uden venner eller bekendte og uden penge. Kun med mig selv at tilbyde,” fortæller Ann-Mary, der ikke lægger skjul på, at de økonomiske træer ikke voksede ind i himlen.
Ved at gå til Open-Mike-arrangementer, synge jazz shows, synge kor og være med i reklamefilm, kom der efterhånden lidt penge ind.

Amerikanerne er meget hjælpsomme. Er vant til, at omgås mange slags mennesker. ”Dansk Folkeparti er en hel umulig tanke i New York,” konstaterer Ann. Hun er dog overbevist om, at venskaber er noget, der holder længere i Danmark.

Underholdningsadvokaten

Efterhånden fik hun et stort netværk at støtte sig til. Hun blev gift med en mand, der også var startet som musiker, men vendte sig snart til business-siden af underholdningsbranchen. Han står f.eks. og trækker i trådene, når 60.000 mennesker skal til 'Global Citizen Festival' med Jay-Z, No Doubt i Central Park i slutningen af måneden.

Another Way Home

Det er blevet til en cd med Ann-Mary's udgaver af kendte jazz-klassikere, som hun indspillede sammen med verdenskendte jazz musikere, hun var begyndt at optræde sammen med. Og nu udkommer her i efteråret en cd, hvor Ann-Mary selv har leveret musik og tekst. Tekster, hvor hun stiller sig åbent frem og siger: ”Sådan er jeg altså”. ”Jeg prøver at fortælle om den rejse, jeg har personligt har været på. De tanker og processer, der har ført mig hertil,” siger Ann-Mary, der altid har suget til sig af alle mulige forskellige musikstrømninger. Det er så dem, der fusionerer i hendes musik.
Titlen paa cd'en er meget beskrivende: ”Another Way Home”.
Hun bor i øvrigt i Brooklyn ligesom den danske sangerinde Oh Land. Og hun synes at både hun, Marie Key og Tina Dickow gør det super godt, men at hendes bidrag naturligvis er helt sit eget.

På festival-scenerne

I øjeblikket rejser hun rundt i Danmark og snakker med pladeselskaber om udgivelse. Hun planter frø. Et håb kunne jo være festivalscenerne og også at få noget af musikken i en TV-serie eller film. Ann-Mary kalder genren ”Eclectic Pop”, da der er både pop, rock, elektroniske elementer, lidt world og jazz indflydelse med en rød tråd igennem det hele.
Musikken satses der maximalt på, men også skuespil og yoga er ind over. Det handler om at være til stede i nuet. Om balance. Og det med balancen er vigtig. Også balancen mellem Svenstrup og New York: ”Når jeg er på mit årlige besøg i Danmark, er det et dobbeltsidet kulturchok. Den første uge her mærker jeg det ”helt nede på jorden”, som jeg er nødt til at bruge i New York, når tingene bliver for vidtløftige,” konstaterer Ann, der pointerer, at i metropolen er det bare med at lære at grounde sig selv og blive god til at improvisere. Tingene forandrer sig meget og hurtigt. “Det er en meget inspirerende by, som jeg har lært mig selv godt og grundigt at kende, men det er nu dejligt at komme hjem til Danmark, til familien som jeg savner tit, og mærke mine fødder solidt plantet i den jyske muld.”