Klumme: Ord større end vores egne

Min farmor var en rigtig bondekone. Sådan betegnede hun sig selv.

I en menneskealder passede hun og min farfar deres gård. Min farmor passede hus og have, kalve og høns. Hun sled i høstens tid, ordnede regnskab og var altid klar med forfriskninger til os børnebørn eller hvem, der kom forbi.

Som ganske ung pige var hun blevet faderløs og havde derfor ikke kunnet få den uddannelse, hun ellers havde drømt om.

Hendes store drøm havde været at blive skolelærerinde. Efter sin fars død havde hun dog som storesøster i en stor børneflok været nødt til at blive hjemme og hjælpe sin mor med husholdningen og arbejdet på deres lille husmandssted.

Selvom hun som voksen kom til at holde meget af sit arbejde som bondekone, boede vemodet over den uddannelse, hun aldrig fik, vedvarende i hende.

Ud over drømmen om at få en uddannelse, drømte hun om at se verden. Og det lykkedes hende. I en moden alder begyndte hun at rejse ud og besøgte lande som Grækenland, Israel, Egypten, Rusland og Kina.

Min farfar ville ikke med. Det var ikke noget for ham sådan at rejse ud. Men når min farmor kom hjem, var det dog ham, der flittigst fortalte om alt det, hun havde oplevet.

Så selvom han ikke var en mand, der smed om sig med superlativer, var der ingen tvivl om, at han var stolt af hende og det, hun turde og oplevede.

Den kristne tro betød meget for min farmor. Hun lærte mig fadervor og salmer. Da hun var sidst i 70'erne blev hun syg – borrelia. Hun mistede førligheden, hun mistede sproget, og det var rigtig svært, syntes jeg, at besøge hende. For hvad skulle vi tale om? Hvad skulle jeg sige, når hun ikke kunne svare tilbage?

Jeg skammede mig over at have det sådan, og ikke desto mindre var det sådan, det var.

Salmebog var løsningen

Efter flere besøg foretaget mere af pligt end af lyst, tog jeg en dag min salmebog med. Så kunne jeg da synge for at fylde tavsheden ud, tænkte jeg. Jeg lagde ud med 'Lille Guds barn, hvad skader dig'.

Midt i sangen begyndte min farmor at græde. Jeg blev helt forskrækket og tænkte, om hun havde ondt. Men så så jeg på de ord, jeg havde sunget:

Ikke den pløjer eller sår,

lægger ej op fra år til år,

dog hvor bønder af hunger dø,

finder den lille fugl et frø.

O, Gud ske lov!

Så forstod jeg, at det var tårer af taknemmelighed, hun havde grædt. Taknemmelighed over, at markerne havde givet afgrøde, køerne kalv og mælk - taknemmelighed over det vidunderlige skaberværk, som hun og min farfar havde været dybt afhængige af hele livet, taknemmelighed over de velsignelser, hun havde mærket trods det vemod og savn, som hun også havde kendt til.

Min farmor er for længst død, men jeg tænker jævnligt på, hvor godt det var, jeg tog min salmebog med den dag. Ikke fordi jeg dermed slap for den pinagtige stilhed, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, men fordi jeg den dag blev mindet om, at der er nogle ord, der er meget større end vores egne.

Ord, som vi kan låne, når vores eget sprog bliver for fattigt, eller når ordene helt er forsvundet.

Et overflødighedshorn

Vi er heldige at have så stor en sang- og salmeskat, som vi har. Et overflødighedshorn af ord og poesi, der kan låne os et sprog at formulere vores taknemmelighed, drømme, længsler, sorger, glæder og meget, meget andet i.

Jeg gik lettet fra min farmor den dag, fordi jeg syntes, at vi havde haft en god samtale; godt nok med lånte ord.

Tænk, hvis der ikke fandtes større ord end vores egne!