Fortsæt til indhold

Fra Händel til Sir Andrew Lloyd Webber

Støtteforeningen HOSPICE Djursland inviterer til koncert i Bregnet Kirke til fordel for det kommende børne- og ungehospice

Kultur og byliv
Lars Norman Thomsen

Om et års tid vil Strandbakkehuset, det kommende vestdanske børne- og ungehospice i tilknytning til Hospice Djursland, være klar til indvielse.

Mange humanitære organisationer er i færd med at samle penge ind til Strandbakkehusets udeomgivelser og aktiviteter.

Det gælder også Støtteforeningen HOSPICE, der torsdag 7. november inviterer til koncert i Bregnet Kirke med 13 sangere fra Den Jyske Opera, Aarhus akkompagneret af Domorganist Kristian Krogsøe, Aarhus Domkirke.

Koncerten afvikles under underskriften 'Fra Händel til Lloyd Webber'. Så er bredden og spændvidden ligesom markeret.

Georg Friedrich Händel (1685-1759) var sin tids berømteste komponist, og hans position i musiklivet har holdt sig usvækket gennem tiderne. Händel skrev masser af oratorier, operaer, kantater og kammermusik. Flest kender ham for 'Messias' – oratoriet om Jesu liv, død og opstandelse, der er blevet en fast juletradition overalt.

Sir Andrew Lloyd Webber er manden bag megasucceser som Jesus Christ Superstar, Cats, Evita og The Phantom of the Opera. De har sikret Lloyd Webber bred anerkendelse som sin tids største komponist - i hvert fald i den populære genre. Med udgangspunkt i tidens tonesprog, rockmusikken, har han formået at sætte nye standarder for popmelodiers udformning.

Sange som 'Don¿t cry for me, Argentina' fra Evita og 'Memory' fra Cats er blevet stedsegrønne ørehængere verden over.

Billetterne koster 250 kroner. De kan købes på yourticket.dk. Samtlige indtægter går til Strandbakkehuset.

Koncerten begynder klokken 19.30.