Fortsæt til indhold

Nisseræs spurter julen i gang ved Egegård

Det traditionsrige julemarked på Kaløtorvet i Rønde løber af stablen på fredag

Kultur og byliv
Morten Bay-Mortensen

Når bålrøgen kildrer i næsen på pladsen foran Egegård i Rønde fredag 22. november om eftermiddagen, er det tegn på, at der varmes op til julemarkedet. Igen i år håber arrangørerne på at ramme plet i folks fredagssysler.

Mange lokale ildsjæle forener kræfterne i Egegårds julemarked, som sidste år blev lanceret i en ny fortolkning. Tidligere blev det afholdt på lørdage, men det viste sig, at være en succes at lægge det på en fredag, hvilket ikke mindst børnefamilierne tog godt imod.

”Så nu gør vi det igen, blot en uge tidligere”, fortæller Birthe Frederiksen, som til daglig er husmor i Egegård og medarrangør for menighedsrådet. Hun tør godt love en gentagelse af den hyggelige stemning fra i fjor, hvor bl.a. KFUM-spejderne fra Rønde med deres bål fik folk til at nynne adventssangen ”Der er noget i luften”.

I år inviterer spejderne også på såkaldt nisseræs, som nok skal blive et hit hos børnene, og inden døre i Egegård breder andre gode dufte sig fra caféen, som byder på kaffe og lækkert hjemmebag. I boderne sælges bla. strikkede ting, juledekorationer og pyntegrønt, og med julekonkurrence og tombola er der indlagt spænding for både store og små.

Præsten holder juletale

”Der er noget for alle, siger Birthe Frederiksen, ”hverken julemand, præst eller korpiger kommer til at mangle”. Om julemanden har gaver med må vise sig, men finalen på eftermiddagen er ganske sikker: Organist Helle Zederkof stiller op med sine velsyngende korsangere fra kirken, og sognepræst Anne Marie Tolbod siger nogle velvalgte ord, der utvivlsomt vil få juleglæden til at stige yderligere. Og når mørket falder på over pladsen ved Egegård kommer det magiske øjeblik, hvor juletræet tændes – og alle sig ååååh.