Fortsæt til indhold

Ebeltoft Vægterlaug præsenterer nye uniformer

Tages i brug, når juletræet tændes på lørdag 23. november

Kultur og byliv
Arkiv

ebeltoft Lørdag 23. november præsenterer og indvier vægterne i Ebeltoft to nye vægteruniformer, som er indkøbt med støtte fra Nationalpark Mols Bjerge. Vægterne tager uniformerne i brug, når juletræet tændes på Torvet ved Det Gamle Rådhus.

Vægterne i Ebeltoft i deres mørke dragter og med deres dybe sang sætter en særlig stemning i gaderne i den gamle købstad på sommeraftener og ved årets højtider. De er en del af den lokale kulturhistorie og en aktiv del af kulturmiljøet. Vægternes gang i Ebeltoft er med til at fortælle historien om et virke og en instans fra tidligere tider. En vigtig funktion som brandvagt og vægtersangen hver hele time med et timevers om, hvad klokken har slagen.

En del af byens historie

I Ebeltoft har vægterne været en del af købstadens historie siden 1694 og er en fortælling om vigtige funktioner omkring lov og orden.

Vægtergang som turistattraktion har eksisteret i Ebeltoft siden 1953, og mange borgere i byen og tilbagevendende turister vil ikke kunne forestille sig en sommeraften uden vægtergang og -sang i de brolagte gader.

Vægterlauget er tro mod de gamle betegnelser og ledes for eksempel af et præsidium. Lauget har 18 aktive vægtere, som stiller op til vægtergang, som de går sammen to og to. Under rundgangen i byen præsenterer de sig og fortæller historien om deres virke og funktion.

Ann Bjerg, som er indehaver af Bjerg Design i Boeslum ved Ebeltoft har syet de nye uniformer, som er dekoreret med Ebeltoft byvåben. Det er også Ann Bjerg, der vedligeholder og reparerer vægternes garderobe.

Vægterlauget støtter det lokale erhvervsliv og modtager selv støtte. Købstaden Ebeltoft med sin kulturhistorie er en vigtig del af Nationalpark Mols Bjerge.