AOF sikrer sig større styrke
AOF Center Randers indgår i en fusion med AOF Center Midtjylland. Det kommer Favrskov til gode
AOF Center Randers styrker sin tilstedeværelse i Randers, Favrskov og på Djursland ved at indgå i en fusion med AOF Center Midtjylland. De to centre har gennem en periode forhandlet om at indgå i en fusion, der gør et samlet AOF stærkere. Det er nu lykkedes.
"Vi har det samme formål som AOF Midt; Nemlig at udbrede viden og forståelse for værdier af samfundsmæssig og kulturel karakter samt medvirke til at styrke demokratiet i samfundet," siger AOF Center Randers’ formand, Uffe Pedersen, der glæder sig over, at forhandlingerne er faldet på plads.
Fusionen sker fra årsskiftet, hvor AOF Center Randers bliver til enhederne AOF Midt Randers, AOF Midt Favrskov og AOF Midt Djursland med hovedkontor i Randers samt de to aftenskoler AOF Randers-Djursland og AOF Favrskov med hovedkontor i Silkeborg.
"Vi bliver mere robuste og i stand til styrke vores opsøgende arbejde på virksomheder og overfor organisationer samtidig med at vi vil samarbejde med jobcentre, kommuner og offentlige myndigheder om forskellige målgrupper," forklarer fungerende formand for AOF Randers-Djursland, Henrik Leth.