Lad det ske, lad julesorgen slukkes!
For dem, der har mistet, og som for første gang må undvære en af deres kære, er det ikke glæden, der fylder mest i julen
Klumme Det er den sidste uge op til jul og kirkerne i Favrskov fyldes i disse dage af 1000-vis af børn og unge. Vi holder juleafslutning for skoler og institutioner, og glade og forventningsfulde børn synger med på de kendte julesalmer, hører juleevangeliet og kommer i julestemning. Julen er en glædens tid og juleglæden, ja den er så småt ved at indfinde sig også hos præsten. På søndag, 4. søndag i advent, holdt vi de ni læsninger i Hadbjerg Kirke med 4-stemmig korsang, sådan som vi har gjort i årevis. Og som en kirkegænger engang sagde: ”med de ni læsninger og den smukke sang begynder julen”. Julen er en glædens tid!
Men sådan er det ikke for alle. For dem, der har mistet, og som for første gang må undvære en af deres kære, er det ikke glæden, der fylder mest i julen, men derimod sorg og afsavn. Julen forstærker vores følelser. Det er en mørk tid, hvor vi tænder meget lys, men med lyset forstærker vi også mørket. Savnet bliver forstærket. Ensomheden bliver forstærket. Mismodet bliver forstærket i denne tid. For lyset viser, hvor meget mørket egentlig fylder. Mørket i vores indre kunne vi også kalde for julesorgen, som Grundtvig skriver om i salmen: Velkommen igen, Guds engle små. Den salme synger vi altid i kirkerne julemorgen, den 25. december.
Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale.
Juleaftensnat i 1824 sad Grundtvig længe oppe. Han skulle skrive juleprædiken til næste dag, julemorgen. Dengang var der ingen gudstjenester i kirken juleaften. Han skulle skrive, men han kunne ikke. Han var i én af de mange perioder i sit liv, hvor en dyb depression holdt ham inde i tungsind og mørke. Han forlod sin skrivepult og gik rundt i huset, hvor alle sov.
Han nåede børneværelset, åbnede døren på klem og kiggede ind. Derinde lå de sovende drenge og smilede sødt i søvne. Måske drømte de om julemorgen og julegaven, som man dengang først fik den 25. om morgenen. Grundtvig fortalte senere: "Så fik jeg en salme" – julesalmen "Velkommen igen Guds engle små". Han gik tilbage til sin skrivepult og skrev versene ned, og julemorgen læste han salmen op i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.
Julesalmen er et deprimeret menneskes julesang, som fortæller om juleglæden på trods og på tværs af alt det, der gør ondt i livet. Salmen slutter med disse linjer:
Vor Fader i Himlen! Lad det ske,
lad julesorgen slukkes!
Julesorgen er vi fælles om, for vi kender den alle. Det er mørket hos os, sorgen over dem, som vi har mistet. Sorgen over at ikke alt blev, som vi håbede på. Sorgen over den smerte og lidelse et menneskeliv må rumme.
Måske er julesorgen også sorg over, at den glade forventning, som børnene møder julen med, har sværere ved at få tag i os voksne!
Det skete for Grundtvig den julenat. Han fik en salme. Midt i mørket så han et lys. Da han så de sovende børns ansigter, anede han den glæde og forventning, som børnene møder julen med, og han fik et lysindfald i sit sind - et glimt af glæden midt i sin egen livssorg! Lad det også ske for os, lad julesorgen slukkes!
Glædelig Jul!