Fortsæt til indhold

Trofæaften får besøg af Jørgen Skouboe Møller

Kultur og byliv
Arkiv

hinnerup Hinnerup og Omegns Jagtforening har fået Jørgen Skouboe Møller til at komme og holde foredrag i forbindelse med foreningens trofæaften tirsdag 21. januar i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

Jørgen Skouboe vil være kendt af mange fra den populære tv-serie 'Nak og Æd', hvor han med sin makker, kokken Nikolaj Kirk, har taget seerne med rundt på jagt, fiskeri og madlavning i store dele af verden.

Trofæaften er en årlig begivenhed i foreningen, hvor jægerne fremviser deres trofæer fra ind- og udland, og publikum kårer deres yndlinge. Ejermændene til disse giver efterfølgende en detaljeret, sandfærdig beretning om, hvordan trofæet kom i hus.

Jagthorn og vinsmagning

Jagthornsblæserne fra foreningen vil give prøver på deres kunnen, og der er besøg fra vinhuset Bichel Vine, der indleder aftenen med vin særligt velegnede til vildtretter.

Der er vinsmagning kl. 18-19. Herefter fremvisning af trofæer og kåring af vinderne fulgt af 'Nak og Æd'-foredraget cirka kl. 20.

jesl