Fra trolde og helte til Lis Sørensen og Nils Malmros
Nyt forårsprogram fra Favrskov Bibliotekerne er klar.
Dette forår kan man igen glæde sig til at opleve spændende forfattere, foredrag, kunst og musik, når biblioteker og kulturhuse i Favrskov byder velkommen til en ny sæson med en bred vifte af kulturoplevelser.
Helte i mange former
Temaet for forårets program er ”helte” og ikke bare superhelte, men helte i alle former.
»I kan glæde jer til at opleve alt lige fra kunst med superhelte til hverdagens helte, der på hver deres måde kæmper for at gøre verden bare en lille smule bedre. I kan blandt andet høre historier om mænd og kvinder, der har gjort en forskel for lokalområdet, høre en forsvarsadvokat fortælle om sit arbejde med at sætte mordere bag tremmer, høre streamede foredrag med førende videnskabsfolk, møde frivillige brandmænd, en VM-helt, en af Danmarks ”stærkeste hænder” og ikke mindst blive klogere på både action- og superhelte,« lyder det i en pressemeddelelse fra bibliotekerne, der fortsætter:
»De yngste borgere kan glæde sig til at opleve, lære og lege på biblioteker og i kulturhuse. Fra rytmik, koncertfortælling og børneteater til troldeskattejagt og en helt ny børnekulturfestival. Ikke mindst kan de yngste glæde sig til en vinterferie, som er pakket med sjove aktiviteter og alt fra Nomerskattejagt til superhelteworkshop og fastelavnsfest.«
Musik, foredrag og kunst
De voksne kan glæde sig til masser af musikalske oplevelser, foredrag, kunstudstillinger, samtaler og samvær.
»Vi er stolte af at præsentere et kulturprogram, der blandt andet byder på koncerter med Lis Sørensen, Ginne Marker og Tom Donovan og spændende foredrag med Nils Malmros, Jens Andersen og Niels Frank,« fremgår det videre.
Programmet kan afhentes på dit lokale bibliotek eller læses på bibliotekernes hjemmeside favrskovbib.dk, hvor billetter også kan købes.