Magasin afslører program for koncerter
aarhus Forud for Spot Festival i starten af maj kunne Magasin offentliggøre, at stormagasinet bliver vært for 10 lørdagskoncerter henover sommeren fra scenen foran Magasin, og nu er man ude med navnene på de første fem koncerter.
Lørdag 1. juni bliver det Niklas Runge kl. 14.30 samt Klaus Handsome & Gadens Løse Fugle kl. 15.30, der åbner festen. Og hver lørdag i løbet af de næste to måneder vil man kunne opleve up-and-coming artister og bands på scenen.
"For os betyder det alt, at vi kan være samlingspunkt i byen og give noget tilbage til de mange dejlige mennesker, der bor i Aarhus," udtaler brandmanager i Magasin Britta Luplau i en pressemeddelelse.
Blandt andre navne på sommer-programmet er sangskriveren Nanna Bech og duoen Shy shy shy, der bl.a. har skrevet titelsangen til den danske DR3-serie 'Doggystyle'.
jesl